”Godt gemt” bliver bygget
Sommerhuset ”Godt gemt” var oprindeligt ejet af to søstre, der byggede det af forskellige genbrugsmaterialer kort efter 2. verdenskrig. Grunden, hvorpå sommerhuset lå, opstod ved en udstykning af den sandflugtsplagede jord i området Nakke Lyng i Rørvig i 1941. Huset var omgivet af vildtvoksende enebær, lyng og havtorn. Græsset blev slået med le to gange om året. Lidt bag huset, var der et firefags raftehegn. Desuden stod der et das. Bag på huset var der påbygget et meget lille værksted.
Halfdan Rasmussen køber ”Godt gemt”
I 1962 købte Halfdan Rasmussen ”Godt gemt”. Han flyttede direkte ind i huset og gjorde ikke noget videre ved det. Huset blev et fristed både for Halfdan og en lang række af hans kreative og intellektuelle venner. På husets terrasse sad Halfdan ofte og drak kaffe.
Der var ikke elektricitet i huset. Det blev oplyst af en stor petroleumslampe over spisebordet. Ville man læse i sengen, stillede man stearinlys på en stol og satte den ved siden af sengen.
Når man besøgte ”Godt gemt” oplevede gæsterne ofte, at de havde hovedpine de første par dage. Det var pga. luftforureningen inde i København og mødet med den friske, rene luft i Rørvig. Når de så var tilbage i København, var der atter et par dage med hovedpine.
Halfdan sælger ”Godt gemt”
I oktober 1968 gjorde musikeren Eik Skalø selvmord på en tur i Østen. Familien var naturligvis ulykkelige. Halfdan og han daværende hustru, Esther Nagel Rasmussen, var nære venner med Eiks familie. Deres datter Iben Rasmussen havde i 1960’erne et stormfuldt forhold til Eik, der blandt andet førte til Steppeulvene-sangen ”Itsi-bitsi”. Halfdan ville gerne gøre noget venligt for familien og tilbød at sælge dem ”Godt gemt” for en meget lav pris. I 1971 overgik sommerhuset derfor til Svend Erik Sørensen, Eik Skaløs far.
Ægteparret Sørensen og deres datter Iben Lassesen (født Sørensen) brugte sommerhuset langt op i 00’erne. Først omkring 2005/2006 blev der indlagt elektricitet, især med henblik på at kunne få en telefon i huset. Iben Lassesen arvede sommerhuset efter sine forældre og solgte det først i 2015. Heldigvis valgte de nye ejere også at lade sommerhuset stå mere eller mindre urørt.
Dansk Folkeferie – andelsbevægelsen i ferieformat
Sommerhuset er et klassisk eksempel på de mange små feriehuse, der dukkede op rundt om i Danmark, efter vedtagelse af Ferieloven af 1938. Denne lov gav danske lønmodtagere ret til to ugers sammenhængende ferie.
Samme år som Ferieloven blev vedtaget, dannede den danske fagbevægelse rejsebureauet Dansk Folkeferie, som et kooperativt andelsselskab. Tanken var, at Dansk Folkeferie skulle kunne tilbyde danskerne sunde og gode områder at holde ferie i og derfor blev der sat gang i et antal byggerier af feriebyer og feriesteder.
Andre danskere valgte at bygge selv og det var bl.a. i den forbindelse, at nogle lodsejere så muligheden for at få noget ud af den fattigere del af deres jord.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så du altid er med på noderne og ved, hvad der rør sig i Oplevelsescenter Nyvang.